Meditation

Shiva

Meditation er en fællesbetegnelse for en række øvelser, som tjener til at opøve en stille, ikke-vurderende bevidsthed. Endvidere er meditation også en udveksling af energi såfremt den foregår sammen med andre. Målet med meditation er klassisk at vinde selvindsigt og det er også udgangspunktet for det her skrevne. Forskellige mode-bevægelser forsøger fra tid til anden at sælge meditation på baggrund af stress-forebyggelse og andre helbredsmæssige effekter, men det vil her blive betragtet som et sekundært fænomen, der dog kommenteres under forskning.

Meditation kan betragtes som en ændret bevidsthedstilstand. Til forskel fra den almindelige jeg-bevidsthed er den meditative bevidsthed mere neutral, inklusiv, usproglig, åben, valgløs og klar. Selvsagt har dette betydning for, hvordan selvet og verden opleves: Bevidsthedens form-mæssige beskaffenhed afspejles i høj grad i indholdet. At optræne en meditativ bevidsthed vil derfor bibringe en række oplevelser, som ligger udenfor jegets almindelige horisont. Sådanne oplevelser kaldes sædvanligvis mystiske. Kendetegnet for disse oplevelser i bred forstand er, at de sædvanlige oplevelsesstrukturer erstattes af andre: Verden ses i et nyt lys. Grof (1987) har kortlagt spektret af mystiske oplevelser og opstiller et helt katalog af variationer - nogle få kunne være: Enhed med livet og skabelsen, fylogenetisk regression, identifikation med andre personer, foster-oplevelser, møder med åndelige vejledere, kosmisk bevidsthed og synkronistiske oplevelser. Den mystiske oplevelse par exelence er Unio Mystica, den mystiske enhedsoplevelse, oplevelsen af at alt er ét.

Klassisk har meditation været knyttet til religiøs eller spirituel prakis og bruges stadig den dag i dag som en vej til at opnå mystisk erkendelse. Mange steder er meditationen dog blevet afklædt sin religiøse dragt til fordel for en mere udogmatisk psykolgisk forståelse. Det har således vist sig, at de ændrede bevidsthedstilstande, som meditation kan tilvejebringe, har en stor terapeutisk effekt i retning af at give oplevelse af mening, livsglæde, eksistentielt engagement.