Dzogchen

A

Dzogchen - der oversat betyder noget i retningen af den store fuldkommenhed eller den store perfektion - anses for at være den højeste belæring og meditationsform i bön og nyingma-skolen indenfor tibetansk buddhisme.

Grundopfattelsen i dzogchen er, at virkeligheden altid og allerede er komplet og fuldkommen: Der er ikke noget, som man skal give afkald på (som i sutra-belæringerne) eller som skal transformeres (som i tantra-belæringerne) - man skal blot nå til at erkende virkeligheden, som den er, nå til at erkende sindets natur. Med andre ord er man allerede oplyst. Kernepraksis er derfor ikke rettet mod at kultivere sindet og udvikle oplyste kvaliteter, men mod at genkende éns oplyste natur - rigpa.

Da man allerede er, altid har været og altid vil være oplyst, kan man - i sagens natur - genkende sin oplyste natur spontant, men det sker sjældent. Derfor står såkaldte ud­peg­elses­instruktioner centralt i undervisningen i dzogchen: For at den praktiserende lettere kan genkende sindets oplyste natur, udpeger meditationslæreren den for én under træningen. Denne vejledning ses som afgørende vigtig, for ved at søge tilflugt i belæringerne og hos en meditationslærer, kan man få udpeget sindets naturlige tilstand og derved få etableret et autentisk fundamentet for praksis.

Dzogchens kernepraksis er spontan selv-befrielse, hvor man tillader alle oplevelser som opstår at eksistere blot som de er, uden indblanding fra det begrebslige sind. Det vil sige, at man lader oplevelser opstå og opløse sig spontant - uden at invitere, uden at fastholde, uden at fremkalde og uden at afvise bestemte oplevelser. Når man på denne måde skaber rum, lys og vidde i sin bevidsthed, bliver der plads og gennemsigtighed til at det naturlige sinds oplyste kvaliteter spontant træder frem.

 

Links

Litteratur