Folkekirken

Folkekirkens forhold til mystik og spirituel praksis er splittet og ambivalent. Således finder man både folk, som taler varmt for, at en inderlig religiøsitet fremmes ved brug af intensiv bøn, meditations-gudstjenester og lignende, og folk, som på voldsomst tænkelige vis tager afstand til at inddrage sådanne elementer i folkekirkens protestatiske virke. Men hvorom alting er, så er det sjældent at møde neutrale repræsentanter, som har et fordomsfrit, men kritisk forhold til meditation.

Som protestantisk kirke har folkekirken sat forkyndelsen i centrum for gudstjenesten: Det at høre Guds ord - og deraf inspirerede taler - anses for at være den måde, hvorpå man bedst fremmer religionens sag. Problemet er bare, at det tilsyneladende ikke vækker genklang hos særligt mange mennesker og det kan der være mange grunde til. En kunne være, at alt er blevet uhyre nemt og at der hverken stilles krav om personligt engagement eller anvises nogen reel personlig praksis. Selv noget så centralt som syndsforladelsen foregår uden personlig konfrontation og der er derfor fare for, at kirken i rationalitetens ånd ikke appelerer til de følelsesmæssige dybder.

Paradoksalt nok stiller protestantismen netop den troende i et langt mere direkte forhold til Gud end dens katolske ophav, men ser man på den kirkelige historie - som den stadig ses i de katolske kirkesamfund - er der her langt mere plads til inderligheden. Det kan virke som om protestantismen overlader det til den enkelte at forholde sig til Gud uden klart at anvise hvordan det praktisk og konkret gøres.

Mange søger uden for folkekirken for der at finde en meditativ tradition. Det må de nødvendigvis gøre, når kirken ikke kan tilbyde en relevant vejledning. For i den meditative eller mystiske tradition må religiøsitetens rødder nødvendigvis søges. Uden dem bliver religionen fersk, den kommer til at mangle livets salt, den bliver upersonlig og ikke subjektivt vedkommende. At der er alternativer er for så vidt godt nok, men også problematisk. For følger man ikke folkekirkens accepterede vej, står man pludselig alene uden målestok - der er fare for, at man i sin søgen faktisk mister den fællesmenneskelige grund, som åndeligheden per definition må udspringe af. Uden et forpligtende fællesskab og et klart formuleret kollektivt perspektiv lader åndelig udvikling sig næppe realisere. Skal alternativet derfor være seriøst, må den spirituelle praksis tilknyttes et spirituelt fællesskab og der er etableret et antal sådanne fællesskaber i Danmark. Fælles for dem er en interesse for spiritualitet uden eksplicitte religiøse eller sekteriske bindinger.