Spiritualitet og religion

Spiritualitet handler om at forholde sig til noget transcendent, numiøst eller guddommeligt. Når denne forholden sig sker gennem en kirkelig instans taler man sædvanligivs om religion: Man forholder sig til livet og det hellige gennem en trosbekendelse, dogmer og ritualer.

Denne forholden kan imidlertid også ske mere direkte og da vil det nok være relevant at tale om egentlig spiritualitet. Her er der ingen trosbekendelse, dogmer eller ritualer, som varetager forbindelsen til livet og det hellig: Man har kun sig selv at forlade sig på i mødet med den ultimative virkelighed. Man må med andre ord tage alt ind og ikke lade sig begrænse af fordomme, bortforklaringer, regler og tradition. Ofte forklarer spirituelt erfarne personer, at mødet med det spirituelle på én gang er ro og fare, sådan at forstå, at den største og mest ophøjede ro på samme tid er det absolut mest skræmmende og frygtindgydende, man kan forestille sig. Derfor kan man konkludere, at religion yder en nyttig og nødvendig beskyttelse. At spirituelle erfaringer trods deres tvetydige karakter har værdi ses i, at religionernes tradition ofte indstiftes ved, at en spirituel mester indvies. Fra den kristne tradition kender vi historien om Moses og Jesus, som begge indvies i det helliges mysterier på bjerget, i østen indvies yogien tilsvarende af Shiva på Kailasa-bjergets top.

Fra relgion til spiritualitet

Bevægelsen fra religion til spiritualitet i de moderne vestlige samfund har sit historiske afsæt i protestantsimen opgør med Romerkirken. Protestanten vælger at stille sig direkte ansigt-til-ansigt med det guddommelige og påtager sig dermed et enormt ansvar, som før hvilede på kirken: Pludselig må han eller hun selv tage stilling til, hvordan forholdet til det guddommelige skal forvaltes i praksis. Ofte konkluderer det moderne menneske, at det blot at høre kirkens moralske forkyndelse af evangeliet ikke er nok, og supplerer derfor med forskellige typer åndelige øvelser, som giver en mindre intellektuel og mere oplevelsesorienteret tilgang til det spirituelle. Set fra en lidt anden vinkel kunne man fristes til at sige, at det moderne menneske ikke har tro nok til at stole fuldt ud på kirkens luftige løfte om fremtidig nåden, men supplerer med en "asketisk teologi", en praksis som på mere afprøvet og jordnær må de sikrer éns åndelige udvikling.

Spiritualiteten bag religionen

Det er efterhånden et almindeligt synspunkt, at alle religioner har den samme spirituelle kerne, når blot man tager kulturelle og historiske slør bort. En af de første, der præsenterede dette synspunkt var Huxley, som forsøgte at påvise at der i mystikertraditionerne ligger en fælles lære, som trods forskellige udtryk, er umiskendeligt den samme overalt. Huxley døbte denne kerne for den evige filosofi.

Ved at flytte fokus væk fra de konkrete religiøse former og til en bagvedliggende kerne af fælles visdom påpegende Huxley vigtigheden af, at man ikke blot bliver en religiøs papagøje, som snakker de lærte efter munden. Et kristent bud som du skal elske din næste som dig selv er let at gentage og moralisere over, men at nå dertil, hvor man selv ville kunne have sagt det samme, er noget helt andet. Et er at snakke efter, noget andet at tænke sig til det selv. Man kan lære på begge måder og begge kan have sin plads. Men når det kommer til tolerance, forståelse og kærlighed, så er det umådeligt vanskelige ting at håndtere, hvis de ikke kommer indefra, hvis de ikke udspringer af genuin visdom, hvis ikke lysten og glæden er med. De fleste ved så udemærket, at en stresset periode hurtigt kan gøre selv almindelig venlighed vanskelig. Kærlighed og spiritualitet er med andre ord ikke et spørgsmål om velopdragenhed, men om årvågenhed overfor sig selv og andre.

Med henvisning til figuren på siden spiritualitet, så handler spiritualitet om at være, ikke om at bekende sig til dette eller hint: Derfor det glade ansigt i centrum - de religiøse symboler er perifære eller sekundære. Om man bekender sig til kristendommen, islam eller buddhismen synes ikke væsentligt: Når det kommer til praksis handler det åbentlyst mere om årvågenhed, næstekærlighed og god etik end om evnen til at jonglere med moralske og religiøse foreskifter.

Psykologi kontra religion

Psykologiens udgangspunkt i forhold til at forstå mennesket ligner mere den spirituelle tingang end den religiøse. Således vil psykologisk praksis som oftest bygge på en tro på, at individets indsigt i sig selv er langt mere afgørende for en sund etisk udvikling end moralske dogmer.