Spirituel praksis

At have en spirituel praksis betyder, at man i sin hverdag forholder sig til det spirituelle. Dette kan alt efter temperement ske gennem bøn, meditation, tai-chi, yoga eller lignende. Ved dagligt at opsøge kontakten til det spirituelle indøves en ydmyg og nøgtern holdning til livet, hvor forståelse og accept bliver nøgleord.

I spirituel praksis er mål og middel det samme. Derfor adskiller spirituel praksis sig fra træning, øvelser og lignende, hvor man sigter mod et mål, der er forskelligt fra vejen. Spirituel praksis består i at være nærværende overfor "det der er" og målet er netop at kunne dette.

Det er almindeligt, at vedvarende spirituel praksis giver anledning til stærke oplevelser, der periodevis kan tage form af krise-agtige reaktioner. Det ser ud til, at der dels er tale om oplevelser, som skal motivere den forsatte praksis, dels oplevelser, som bearbejder ting i én, som på den ene eller anden måde står i vejen for en spirituel åbenhed. I begge tilfælde er ydmyghed vigtigt, så man ikke pludselig tror, at man er en udvalgt profet - eller modsat - helt fortabt. Oplevelserne må tages som en prøve, der skal gøre én menneskelig, fjerne det, som skiller én fra næsten, give én mod til at gøre, hvad man nu engang skal gøre i sit konkrete liv.