Transpersonlig psykologi

Indenfor psykologien er interessen for spiritualitet vokset gennem de seneste 40 år og der er opstået et særligt fagområde kaldet transpersonlig psykologi. Udspringet til den transpersonlig psykologi kom fra den humanistiske psykologi, men der var også tidligere forvarsler idet eksempelvis Carl Gustav Jung og William James interesserede sig indgående for samme emnekreds. Transpersonlig psykologi har til formål at studere genuine spirituelle fænomener for at godtgøre, at sprituelle værdier og oplevelser har naturalistisk mening og ikke blot er udslag af patologiske tilstande, suggestion, fantasi eller blotte sociale kontruktioner uden selvstændig realitetsværdi.

Transpersonlig psykologi er som udgangspunkt ambitiøst anlagt. Følger man den indledende definition i bevægelsens tidsskrift, omfatter transpersonlig psykologi det videnskabelige studie af en lang række emner, såsom værdier, mening, højdepunktsoplevelser, ekstase, mystik, ærefrygt, væren, selvaktualisering, essens, lyksalighed, selvtranscendens, ånd, kosmisk bevidsthed, synergi, helliggørelse, opmærksomhed, meditation og nærdødsoplevelser. For at samle dette brede felt søges der systemiske bevidsthedsmodeller, som kan integrere såvel væsensforskellige oplevelsesmodi som divergerende psykologiske og religiøst-filosofiske skoledannelser til en helhed. Målet med dette kan formuleres som ønsket om en tidsvarende religionspsykologi, som på tilfredsstillende nøgtern vis kan bruges til at evaluere værdien af forskellige former for spirituel praksis.

På den praktiske side har den transpersonlige psykologi blandt andet knyttet sig til den såkaldte Human Potential Movement. Utopien er her det selvrealiserende eller balancerede individ, som har et så indgående selvkundskab, at mestringsmekanismer træder i stedet for forsvarmekanismer, at vækstmotiver dominerer over mangelmotiver og at perceptionen af omverdenen bliver klarere, det vil sige mindre forudindtaget og rigid.

Den transpersonlige psykologi er som felt betragtet stadigt kontroversiel og i grænseområderne til jungiansk og humanistisk psykologi er der en del debat. Som tendens synes jungiansk psykologi at gå velvilligt i dialog, mens den humanistiske psykologi tenderer mod at være mere afstandtagende. Set fra den transpersonlige psykologis synspunkt skyldes feltets kontroversielle status mangel på nuanceret indblik, om end man naturligvis også indenfor dette felt kan støde på besynderlige og uforsvarlige antagelser. Imidlertid er kritikken ofte naiv og kan vanskeligt tages alvorligt, når den udspringer af manglende anerkendelse af sprituelle oplevelsers genuine og ikke-patologiske karakter, af at transpersonlig psykologi forveksles med banal new-age filosofi og af kritikernes fordomme generelt.